Abdulrazak Gurnah
|
Tietoa kirjastaØstafrika i begyndelsen af forrige århundrede. Niårige Ilyas bliver bortført af tyske kolonitropper, der kæmper mod briterne om retten til territoriet. Som ung mand vender Ilyas hjem til sin landsby, kun for at finde ud af, at hans forældre er døde, og søsteren Afiya forsvundet. Hamza blev som barn solgt af sin far til et liv som slave, men undslipper ved at vælge det barske liv som soldat i kolonitroppene. Da han nedbrudt vender tilbage til barndommens kystby, krydser han skæbne med Afiya. Flere år senere griber truslen fra en ny krig ind i deres liv, denne gang på et helt andet kontinent. "Efterliv" er en medrivende og oprørende fortælling om kolonialismens aftryk på det enkelte menneskeliv og verden som sådan. Abdulrazak Gurnah blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 2021 ”… for kompromisløst og med stor medfølelse at have belyst kolonialismens følger og flygtninges skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter.”Om forfatteren: Abdulrazak Gurnah (f. 1948) blev tildelt Nobelprisen i litteratur 2021. Han har skrevet ti romaner, hvoraf "Paradis" og "Ved havet" (på dansk i hhv. 2022 og 2023) blev shortlistet til Bookerprisen. Han er professor emeritus og har undervist i engelsk og postkolonial litteratur ved universitetet i Kent. Gurnah er født på Zanzibar og emigrerede til Storbritannien, da han var 20 år gammel. Han bor i Canterbury i England. Kirjailija: Abdulrazak Gurnah Lukija: Henrik Hartvig Jørgensen Kääntäjä: Siri Ranva Hjelm Jacobsen
|
Gurnah-EfterlivSisDanET 1 Khalifa var seksogtyve år gammel, da han mødte købmanden Amur Biashara. På det tidspunkt arbejdede han for en lille privat bank, som var ejet af to brødre fra Gujarat. Det var kun de indiske bankierer, der handlede med lokale købmænd og tilpassede sig deres måde at gøre forretninger på. De store banker forlangte orden og værdipapirer og garantier, og det passede ikke altid de lokale købmænd, der arbejdede med netværk og forbindelser, der var usynlige for det blotte øje. |
| 2 Ilyas kom til byen lige før Amur Biasharas pludselige død. Med sig havde han et introduktionsbrev til forvalteren på en stor tysk sisalplantage. Han traf ikke forvalteren, som også var medejer af plantagen og ikke kunne forventes at tage sig tid til sådan en bagatel. Ilyas afleverede brevet på kontoret og blev bedt om at vente. Kontorassistenten bød ham på et glas vand og gav sig til at udspørge ham for at få rede på, hvem han var, og hvad han ville. Efter et lille stykke tid kom en ung tysk mand ud fra kontoret bagved og tilbød ham ansættelse. Kontorassistenten, som hed Habib, skulle hjælpe ham til rette. Habib viste ham vej til en skolelærer, maalim |
| TO 3 Han valgte ham ud med blikket under inspektionen den første morgen. Officeren. Det var i bomalejren, hvor de var blevet ført hen, og hvor der allerede befandt sig andre rekrutter, som var blevet samlet sammen tidligere. På marchen fra rekrutteringspladsen til bomaen havde vagterne, som eskorterede dem, hundset med dem og hånet dem, gået foran og bag dem og indimellem ved siden af dem. I er en flok washenzi, sagde de. Ynkelig føde for de vilde dyr. Lad være med at svinge hofterne som en shoga. Vi fører jer ikke |
| 4 De havde ikke hørt noget fra Ilyas, men det var intet at bekymre sig over, sagde Khalifa. »Der er langt til Dar es Salaam. Vi bør ikke forvente at høre noget i et stykke tid. Vi får bud med nogen, som kommer hertil fra Dar es Salaam, eller måske sender han et brev. Før eller siden hører vi fra ham.« I begyndelsen, da Afiya boede hos bimkubwa og baba Khalifa, sov hun på en tynd kapokmadras på gulvet i samme værelse som dem. Der var et værelse i stueetagen på bagsiden af huset, som blev brugt til forrådskammer. Derinde stod kurven med kul og nogle gamle gryder og ødelagte møbler, som sikkert en dag skulle blive nyttige. Khalifa sagde, |
| 5 Officeren havde en toværelses lejlighed i den ene ende af overetagen i bygningen, der lå i den højre side af bomaen. Der var et lille soveværelse og et værelse med to behagelige stole og et lille skrivebord, hvor officeren somme tider satte sig og skrev. Der var i alt syv rum på overetagen, en kopi af underetagen, og de var indrettet hierarkisk. De to værelser i den ene ende, som den øverstbefalende officer havde til rådighed, lå ved siden af et stort rum midt i bygningen, som var messen. Derefter var der et værelse til hver af de andre fire officerer med militærlægen først og til sidst feldwebelen, som havde det lille værelse helt nede i den anden |
| 6 De talte om krigen i Tanga i mange uger op og ned langs kysten, men for de fleste af dem var der stille og roligt efter det katastrofale angreb. Det var præcis, som alle havde forventet: Briterne nåede ikke schutztruppe til sokkeholderne. I takt med at rygtet rejste langs kysten fra Tanga, voksede det og forstørrede askariernes grusomhed og disciplin og det kaotiske hysteri blandt de indiske soldater, som man antog måtte have været skyld i det meste af panikken. Khalifa sagde, at Ilyas sikkert ville sende nyt om den tyske sejr - han ville ikke kunne modstå at lovprise schutztruppe - men de hørte ikke fra ham. Briternes svar nå nederlaeet var at |
| 7 En enhed på fem soldater anført af officeren og inklusive Hamza begav sig en nat af sted til en tysk missionsstation, som hed Kilemba, og som de håbede, at det britiske styre endnu ikke var nået frem til. Briternes strategi var at lukke alle tyske udposter, plantager og missionsstationer for at forhindre, at schutztruppe hentede forsyninger der. Tyske civile blev behandlet med al den høflighed, som det passede sig for borgere i en oplyst fjendtlig nation og blev ført til Rhodesia eller Britisk Østafrika eller Blantyre i Nyasaland, hvor de kunne sidde i fangenskab hos andre europæere, indtil stridighederne var forbi. Det sømmede sig ikke, at |
| TRE 8 Båden rundede molen i skumringen, og nahodhaen gav ordre til at rebe sejlene, mens hans forsigtigt styrede ind i havnen. Det var lavvande, og han var ikke sikker på sejlrenderne, sagde han. Det var efter kaskazimonsunen, og før vindene og strømmen drejede mod sydøst. På den tid af året kunne stærk strøm nogle gange flytte sejrenderne. Hans båd var tungt lastet, og han ville ikke gå på grund på en sandbanke eller støde imod noget på bunden. Efter at have drøftet sagen med mandskabet |
| 9 Den nat sov Hamza ved indgangen til lageret, for han havde intet sted at bo. Han gik længe rundt i gaderne og ledte efter steder, som han kendte, men han genkendte kun lidt og för ofte vild. Han fulgte med flokken, og efter et stykke tid befandt han sig pludselig på kystvejen. Han blev på den med et lille genkendelsens gys og fortsatte videre for at lede efter huset, hvor han havde boet som ung, men han kunne ikke finde det. Han mente nok, at han havde fundet det rigtige område, men måske var huset blevet revet ned og noget andet bygget, hvor det havde stået. Dengang havde det været en by i Deutsch-Ostafrika, nu var det en britisk koloni, men det forklarede |
| 10 Samme eftermiddag som den ulykkelige frokost hos Khalifa gik Hamza på markedet for at bruge de fem shilling, han havde fået i lønforskud. Han købte et stearinlys til sit værelse og en tyk stråmåtte og et bomuldslagen. Han lagde sig så lang han var på måtten og stønnede, da den velkendte skarpe smerte løb igennem ham. Efter et par minutter lettede den lidt, og han lod sin krop finde så meget hvile, den kunne. Han førte hånden hen over det grimme ar på hoften og masserede den helede muskel. Det bliver bedre. Det var allerede bedre. Der var ikke andet at gøre. Denne by, som han dårligt kunne genkende, var det tætteste på et hjem, |
| 11 Det var kommet så vidt, at hun tænkte på ham hele tiden. Når han kom om morgenen efter pengene til brød, afholdt hun sig fra at tale med ham, af frygt for at bi Asha skulle høre hende. I hendes synderegister svarede det at tale med en mand til at arrangere et hemmeligt møde med ham. Hamza sagde Habari za asubuhi, og hun sagde Nzuri, og afleverede kurven og pengene i stedet for at røre ved ham eller trykke sig ind til ham. Når hun gik forbi hans kammer og så, at vinduet stod åbent, måtte hun modstå fristelsen til at læne sig ind og tale med ham et øjeblik eller række ham sin hånd. Somme tider råbte hun en hilsen, men hun vovede ikke at standse. |
| 12 »Heldet varer aldrig evigt, hvis man da overhovedet møder det,« sagde Khalifa den tredje aften af eid, mens de sad på verandaen. »Du har kun været hos os i nogle måneder, men det føles, som om jeg har kendt dig i længere tid. Jeg er blevet vant til dig. Jeg vidste lige fra begyndelsen, at der var liv bag dit zombieagtige ydre. Lige da du dukkede op, lignede du en, der ville falde sammen som en kludedukke for næsen af mig, men se dig nu bare. Du har fundet et arbejde, der passer dig, og du har ovenikøbet formået at stille vores tumpede gnier tilfreds, men du er bare nødt til at bede ham om lønforhøjelse nu, hvor du har vist dig at være en |
| FIRE 13 Det var en rolig og skøn tid for Hamza sammenlignet med de foregående år. Som ugerne og månederne gik, blev det mindre anstrengende at bo sammen med bi Asha og Khalifa, eller også vænnede de sig bare til det. De fandt forskellige måder at undgå hinanden på, uden at det virkede, som om de var på kant med hinanden, at overse bi Ashas anklagende blikke og lukke ørerne for hendes knurrende undertoner. Hamza blev så god til at undgå hende, at han tit kun så hende i forbifarten, når han kom hjem |
| 14 Afiya fødte sit barn derhjemme under opsyn af en jordemoder, som havde været med ved ankomsten af en masse andre spædbørn i byen. Som så mange andre foretrak Afiya at føde i selskab med kvinder, hun kendte, frem for at være omgivet af vildfremmede, så til trods for styrets sundhedskampagne for gravide tog hun ikke på den nye fødeklinik. Der blev sendt bud efter jordemoderen, så snart vandet gik, og efter Jamila, som havde lovet at være hos hende under fødslen. Den begyndte sidst på eftermiddagen og fortsatte natten igennem til ud på morgenen næste dag. Hamza blev forvist til værelset, hvor de tog imod gæster, og der søgte Khalifa |
| 15 En formiddag i marts året efter kom en politibetjent cyklende til tømmerpladsen, der tilhørte Biasharas møbler og handelsvarer. Det støvregnede så let, at hans khakiuniform knap blev plettet. Det var i slutningen af vuliregntiden, den korte regntid. Politibetjenten var middelhøj med et magert, venligt udseende ansigt og en lille nervøs trækning ved venstre øje. Han stillede cyklen i læ og trådte ind på Nassor Biasharas kontor. »Salam aleikum,« sagde han høfligt. »Waleikum salam,« svarede Nassor Biashara og lænede sig mistroisk tilbage med brillerne i panden. Der var aldrig en god grund til at få besøg af politiet. |
ABDULRAZAK GURNAH (f. 1948) blev
tildelt Nobelprisen i litteratur 2021. Han
har skrevet ti romaner, hvoraf Paradis
og Ved havet (på dansk i hhv. 2022 og
2023) blev shortlistet til Bookerprisen.
Han er professor emeritus og har
undervist i engelsk og postkolonial
litteratur ved universitetet i Kent.
Gurnah er født på Zanzibar og
emigrerede til Storbritannien, da han
var 20 år eammel. Han bor i Canterburv
|
| Efterliv er oversat fra engelsk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen efter Afterlives Copyright © Abdulrazak Gurnah 2020 Denne udgave: © Abdulrazak Gurnah og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1, oplag, 2022 Omslag: © Simon Lilholt, Imperiet Forsideillustration: Getty Images Forfatterfoto: Mark Pringle Trykt bog ISBN 978-87-434-0272-5 Ebog 1.0 ISBN 978-87-434-0273-2 E-bogproduktion Bonnierförlagen 2022 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Gutkind Forlag • Læderstræde 9,1. • DK-1201 København K gutkind.dk • R gutkindforlag |
|
PageTop |